dekorativt

Større efterspørgsel på økologiske fødevarer

11.12.2020

Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik var der igen i 2019 en stor stigning i både eksporten og importen af økologiske fødevarer. Denne gang blev der eksporteret økologiske fødevarer for over tre milliarder kroner, hvilket er det højeste tal nogensinde. Sammenlignet med 2018, er dette en stigning på hele fire procent, svarende til omkring 123 millioner kroner.

Det er især danske mejeriprodukter og æg, der er populære i udlandet. Alene denne varegruppe udgør 56 % af den samlede økologiske eksport, og det er hovedsageligt Tyskland, der importerer mælk, smør og ost fra Danmark.

De seneste års stigning i den samlede økologiske eksport skyldes blandt andet at Kina har importeret store mængder mælkepulver, der blandt andet bruges til fremstilling af modermælkserstatning

Retter vi blikket mod importen, er der også her sat rekord, da der er importeret for 4,8 milliarder kroner, svarende til en stigning på ni procent i forhold til 2018. Det rekordhøje tal skyldes primært en større import af økologiske frugter og grøntsager, men også importen af sukker, sukkerprodukter og honning har været i kraftig vækst.  Endelig er fødevarer, som vi ikke selv producerer herhjemme, forsat i høj kurs, navnlig kaffe, te, kakao, chokolade og krydderier.

Tallene fra Danmarks Statistik bekræfter endnu engang den stigende interesse for og forbrug af økologiske fødevarer. Hvis du har Det Økologiske Spisemærke, skal du dog være særligt opmærksom på reglerne for leverandørdokumentation ved køb af udenlandske økologiske fødevarer. Mindst én gang i hvert kalenderår skal man sikre sig dokumentation for, at leverandøren er omfattet af økologikontrol i henhold til EU’s økologiforordning. Læs mere i Vejledning om Økologiske Fødevarer på www.fvst.dk